Kunst!

Jeg er meget betaget af kunst. Det har jeg stort set været hele mit liv, forstærket af min egen interesse, for at tegne og male. Det eneste jeg hader ved kunst, er fortolkning af den... kender i det? For jeg har ikke noget imod, at folk selv finder, hvad de tror er meningen, bag et billed for eksempel, men så snart jeg selv skal til at høre på deres fortolkning går jeg fuldstændig i "hater-mode".

Jeg kan huske jeg var på kunstmuseet Aros som ligger i Aarhus, sammen med min klasse og der fik vi rundvisning af en yngre dame. Vi kom til en kollektion af nogle malerier af Skagensmalerne og der blev vi sat ned, så vi kunne høre lidt om dem. Nu var det så helvedet slap løs... for nu skulle rundvisnings-damen fortælle, hvad der var meningen bag alle disse billeder. Og det var ikke bare hvad hun troede, næææh nej, det var den eneste fortolkning der var rigtig!

Jeg prøvede at modargumentere og stille spørgsmål ved hendes vinkler, men nej der kunne ikke være andre forklaringer på ditten og datten. Det værste var så, at hun begyndte relatere alt og jeg mener ALT på disse billeder, til biblen. Hun kunne finde det der hedder "Treenigheden" som symboliserer Faderen, Sønnen og Helligånden i alle billederne. Måden hun fandt "Treenigheden" på var, at finde tre ting der kunne hænge sammen og forbandt det i en trekant.

Like this!

Jeg har simpelt bare forbundet, en der kunne være en far, til en ung mand der kunne være hans søn, til en kvinde der kunne være moderen. Så enkelt forklarede hun det og det var til, at kaste op over. Og denne "Treenighed" kunne hun finde i et billed, der kun bestod af én cirkel. For satan jeg hadede hende!

Men ikke mere had :)

For jeg har et bestemt billed, jeg elsker højere end noget andet! Det er lavet af en virkelig dygtig kunstner ved navn Joan Miró. En spansk kunstner, som var stor fan af surrealistisk. Han har lavet dette værk, som han kalder EL ORO DE AZUR.

Grunden til at jeg elsker dette maleri, har faktisk en lille historie bag sig.

Da jeg var lille var jeg tit hos min Farmor. Jeg må ha' været 4 eller 5 år på dette tidspunkt. Hun er også stor kunst-fan og havde MANGE plakater hængende. Dem var jeg meget betaget af og elskede at kigge på dem. En dag kommer jeg hjem til min farmor og opdager, at der er dukket en ny plakat op over sofaen. Der hang dette maleri så, og det var jeg mere fascineret af end noget andet! Jeg kan huske at min farmor opfangede, at jeg var meget interesseret i dette maleri og forklarede mig ting og sager om det. Hver gang jeg så på det, fik jeg en mærkelig følelse og det gør jeg stadig idag. Det er som om, det minder mig om et eller andet, men ved ikke hvad det er.

Det blev hurtigt mit favorit billede og hver gang jeg kom hjem til min farmor, betragtede jeg det. Det har jeg gjorde jeg helt op til jeg fyldte 16, men havde aldrig given mig tid, til at finde ud af hvad det hed, for jeg var egentlig ligeglad, synes bare det var pænt.

Så skulle jeg pludselig til Barcelona, på studietur og der skulle vi besøge et museum ved navn Miró Museet (vidste heller ikke hvad kunstneren bag billedet hed). Der fik vi heldigvis lov til, at gå for os selv, uden bedrevidende turguider.

Og så skete det! Pludselig var dette stor gule maleri foran mig! Jeg gik helt i spåner og mine klassekammerater syntes jeg var en idiot. Den samme påmindende følelse, kom op i mig igen og så sad jeg foran maleriet, resten af dagen. Jeg var så glad over, at ha' set det i original version og jeg fandt ud af hvad billedet hed og vidste nu, at det var Joan Miró der var værkets fader.

Jeg gik efter ind i souvenir-butikken og købte EL ORO DE AZUR, som plakat og det hænger nu over min seng. Kan stadig sidde og falde i staver foran det. Ved godt det er en smule plat, men sådan er jeg! So deal with it bitches! :b

(Kunne ikke lade være!!! :D)

MVH Alex